“Jeg troede, jeg var færdig med musik” – En musikers vej tilbage gennem metakognitiv terapi
I et lille øvelokale i Aarhus sidder Nadia, 34 år, med sit keyboard foran sig – for første gang i lang tid uden at føle, hun skulle bevise noget. Ikke over for andre. Ikke over for sig selv. For første gang i årevis spiller hun igen – bare fordi hun har lyst. Det var ikke en ny pladekontrakt, et skriveophold eller et samarbejde med en producer, der førte hende tilbage til musikken. Det var noget uventet: metakognitiv terapi.
Da musikken forsvandt
Nadia havde været aktiv musiker, siden hun var teenager. Hun havde udgivet sange, spillet på festivaler og undervist i sangskrivning. Musikken var hele hendes identitet. Men med tiden begyndte hun at miste forbindelsen til den.
“Det var som om, jeg ikke længere kunne mærke, hvorfor jeg lavede musik. Alt føltes presset og tungt. Jeg kunne bruge dage på at stirre på en tom nodebog uden at få skrevet en eneste linje.”
Langsomt gled musikken ud af hendes hverdag. Hver gang hun prøvede at vende tilbage, blev hun mødt af tvivl, selvkritik og følelsen af, at det ikke var godt nok.
Et uventet vendepunkt
Det var en veninde, som selv havde været i et stressforløb, der foreslog Nadia at prøve metakognitiv terapi. Til at begynde med var hun skeptisk – hun havde prøvet både coaching og traditionel terapi før.
“Jeg troede, jeg vidste, hvordan jeg skulle håndtere mine tanker. Men jeg blev ved med at overanalysere og spænde ben for mig selv.”
Alligevel valgte hun at starte i et forløb hos en metakognitiv stress coach i Aarhus, som hun fandt gennem Metahus’ hjemmeside. Og her begyndte noget at rykke.
“Det, jeg lærte, var ikke at kæmpe mod tankerne – men at lade dem være. Jeg behøvede ikke analysere alt. Jeg kunne mærke tankerne komme og gå, uden at skulle gribe fat i hver eneste af dem.”
Små skridt – store forandringer
De første ændringer var næsten umærkelige. Nadia begyndte at sætte sig ved klaveret uden en plan. Bare spille nogle akkorder. Lade fingrene finde vej. Hun skrev små tekststumper ned – ikke fordi de skulle blive til en sang, men fordi de dukkede op.
“Jeg havde glemt, at jeg ikke behøvede at præstere hele tiden. Jeg måtte bare være i det.”
Hun begyndte også at bruge konkrete teknikker fra terapien – korte øvelser, der hjalp hende med at slippe de grublerier, der ellers kunne tage over. Hun stoppede med at analysere sine idéer i stykker og begyndte i stedet at lade dem få lov at eksistere.
En ny kreativ frihed
Nadia vendte ikke tilbage til musikken for at genoplive sin gamle karriere. Hun vendte tilbage for at finde ud af, hvordan det kunne føles at skabe igen – uden stress, uden krav. Og netop i den frihed opstod der nye musikalske spor.
“Jeg havde aldrig troet, jeg skulle sige det, men jeg har faktisk lyst til at udgive igen. Ikke for at imponere nogen – bare for at dele noget, jeg står inde for.”
Hun er begyndt at spille sammen med en lille gruppe andre musikere i Aarhus, hvor der er plads til eksperimenter og pauser. Ingen spørger, hvornår næste koncert er. Og det er netop det, der har givet hende lysten tilbage.
Det handler ikke om kontrol – men tillid
I dag bruger Nadia stadig principperne fra den metakognitive terapi i sin hverdag – ikke kun når hun laver musik, men også når tankerne kører i hverdagen.
“Jeg har ikke fjernet mine usikkerheder. Men jeg bestemmer ikke længere mit liv efter dem.”
Musikken er ikke længere en kampplads. Den er blevet et frirum igen. Et sted, hvor hun kan være nysgerrig og kreativ – på egne præmisser.